Jan Persson om Jan Persson
Den 12. marts 1960, kl. 6.42 om morgenen, indtraf den afgørende begivenhed, der uden at jeg selv vidste det, betød at min karriere en gang for alle var bestemt.
Som 16-årig og avisbud sad jeg i en trappegang for at læse dagens avis. Noget jeg normalt ikke gjorde, men et stort forsidebillede af en smuk saxofonspillende sort mand havde fanget mit blik. Ved nærlæsning af opslaget i avisen viste det sig at være en hyldestartikel i anledning af 5-års dagen for Charlie Parkers død. Her åbnede sig en helt ny verden, som jeg ikke anede eksisterede.
En hurtig beslutning den morgen i trappeopgangen. Jazzmiljøet skulle udforskes nærmere. Heldigvis boede jeg i en by, København, med store muligheder. Jazzklubberne trivedes. De store jazztourneer, f.eks. JATP, passerede byen. Jazz i radioen, Jazz i TV-aviser og ugeblade berettede fra jazz-kulturen. Et meget åbent miljø der trivedes så godt, at en række amerikanske jazzmusikere med stjernestatus foretrak at bosætte sig i lille Danmark. Blandt de første var folk som Stan Getz og Oscar Pettiford. Senere kom Kenny Drew, Wild Bill Davison, Dexter Gordon, Al Heath, Stuff Smith, og Ben Webster til. Herudover en række musikere som følte sig så godt tilpas i det danske jazzmiljø, at deres ophold mange gange blev forlænget med både uger og måneder. Og de blandede sig med danske musikere. Spillede på kryds og tværs af stilarterne. Det var ikke helt ualmindeligt ved 1-tiden om natten at møde Dexter Gordon eller Ben Webster sidde ind med et dixielandorkester. De var simpelthen en naturlig del af det danske jazzliv.
Naturligvis var det etableringen af Montmartre i St. Regnegade, der cementerede Københavns ry som en vigtig jazzby. Utallige er de solister og grupper, der spillede i det lille lokale med plads til mindre end 200 personer. Det var ikke bare for en enkelt aften eller to man kunne høre Sonny Rollins, en Dexter Gordon, en Johnny Griffin, en Roland Kirk eller en Bud Powell. Ofte varede engagementerne fra 2-3 uger og op til tre måneder. Ingen andre ville være gale nok til at engagere New York Contemporary Five med bl.a. Archie Shepp og John Tchicai i tre uger, en Cecil Taylor i to uger – eller Albert Ayler med Don Cherry ved sin side.
Naturligvis kunne dette fra tid til anden så eksklusive avantgardemiljø ikke fortsætte. Efter forskellige forsøg på at redde stedet, måtte det lukke i St. Regnegade.
På ruinerne af det gamle Montmartre opstod et nyt af samme navn i Nørregade. Ejeren her, Kay Sørensen, bedre kendt som Jazz Kay, var Herluf Kamp Larsens diametrale modsætning. Verdens bedste forretningsmand og noget svagere i det musikalske. Til gengæld skaffede han sig den bedste sagkundskab til at køre stedet. Således kunne Jazz Kay på åbningsaftenen præsentere Charles Mingus med kvintet. Så var niveauet så nogenlunde lagt. Der var ikke den musiker både af og uden betydning, der ikke nåede at spille hos Jazz Kay. Oscar Peterson formåede Jazz Kay med sit enorme forretningstalent til at spille på døren i tre dage og Miles Davis havde sit første klubjob i 21 år på Montmartres scene.
Men alt får en ende. Jazz Kay er død og legendariske Montmartre eksisterer ikke længere. Det gør derimod disse fotos, alle af musikere jeg beundrer og holder meget af. Musikere som har givet mig store og små oplevelser gennem årene. Musikere som, om end de ikke er fysisk ti stede, stadig lever via deres omfattende LP- og CD-produktion. Musikere som stadig står mit hjerte nær.
(Forord fra bogen, Jan Persson, Jazz Portraits, 1996)
Den 12. marts 1960, kl. 6.42 om morgenen, indtraf den afgørende begivenhed, der uden at jeg selv vidste det, betød at min karriere en gang for alle var bestemt.
Som 16-årig og avisbud sad jeg i en trappegang for at læse dagens avis. Noget jeg normalt ikke gjorde, men et stort forsidebillede af en smuk saxofonspillende sort mand havde fanget mit blik. Ved nærlæsning af opslaget i avisen viste det sig at være en hyldestartikel i anledning af 5-års dagen for Charlie Parkers død. Her åbnede sig en helt ny verden, som jeg ikke anede eksisterede.
En hurtig beslutning den morgen i trappeopgangen. Jazzmiljøet skulle udforskes nærmere. Heldigvis boede jeg i en by, København, med store muligheder. Jazzklubberne trivedes. De store jazztourneer, f.eks. JATP, passerede byen. Jazz i radioen, Jazz i TV-aviser og ugeblade berettede fra jazz-kulturen. Et meget åbent miljø der trivedes så godt, at en række amerikanske jazzmusikere med stjernestatus foretrak at bosætte sig i lille Danmark. Blandt de første var folk som Stan Getz og Oscar Pettiford. Senere kom Kenny Drew, Wild Bill Davison, Dexter Gordon, Al Heath, Stuff Smith, og Ben Webster til. Herudover en række musikere som følte sig så godt tilpas i det danske jazzmiljø, at deres ophold mange gange blev forlænget med både uger og måneder. Og de blandede sig med danske musikere. Spillede på kryds og tværs af stilarterne. Det var ikke helt ualmindeligt ved 1-tiden om natten at møde Dexter Gordon eller Ben Webster sidde ind med et dixielandorkester. De var simpelthen en naturlig del af det danske jazzliv.
Naturligvis var det etableringen af Montmartre i St. Regnegade, der cementerede Københavns ry som en vigtig jazzby. Utallige er de solister og grupper, der spillede i det lille lokale med plads til mindre end 200 personer. Det var ikke bare for en enkelt aften eller to man kunne høre Sonny Rollins, en Dexter Gordon, en Johnny Griffin, en Roland Kirk eller en Bud Powell. Ofte varede engagementerne fra 2-3 uger og op til tre måneder. Ingen andre ville være gale nok til at engagere New York Contemporary Five med bl.a. Archie Shepp og John Tchicai i tre uger, en Cecil Taylor i to uger – eller Albert Ayler med Don Cherry ved sin side.
Naturligvis kunne dette fra tid til anden så eksklusive avantgardemiljø ikke fortsætte. Efter forskellige forsøg på at redde stedet, måtte det lukke i St. Regnegade.
På ruinerne af det gamle Montmartre opstod et nyt af samme navn i Nørregade. Ejeren her, Kay Sørensen, bedre kendt som Jazz Kay, var Herluf Kamp Larsens diametrale modsætning. Verdens bedste forretningsmand og noget svagere i det musikalske. Til gengæld skaffede han sig den bedste sagkundskab til at køre stedet. Således kunne Jazz Kay på åbningsaftenen præsentere Charles Mingus med kvintet. Så var niveauet så nogenlunde lagt. Der var ikke den musiker både af og uden betydning, der ikke nåede at spille hos Jazz Kay. Oscar Peterson formåede Jazz Kay med sit enorme forretningstalent til at spille på døren i tre dage og Miles Davis havde sit første klubjob i 21 år på Montmartres scene.
Men alt får en ende. Jazz Kay er død og legendariske Montmartre eksisterer ikke længere. Det gør derimod disse fotos, alle af musikere jeg beundrer og holder meget af. Musikere som har givet mig store og små oplevelser gennem årene. Musikere som, om end de ikke er fysisk ti stede, stadig lever via deres omfattende LP- og CD-produktion. Musikere som stadig står mit hjerte nær.
(Forord fra bogen, Jan Persson, Jazz Portraits, 1996)
- Jan Persson