Dan Morgenstern, director, Institute of Rutgers University og tidligere redaktør af tidsskriftet Down Beat om Jan Persson
Selvom der er gået næsten 30 år, husker jeg stadig mit første møde med Jan Perssons usædvanlige fotografier. Jeg var på det tidspunkt redaktør på Down Beat, og der var virkelig mange dygtige kunstnere blandt dem, der bidrog til bladet. Derudover kom der dagligt masser af uopfordret materiale med posten. Som oftest lignede det noget, vi havde set før, men pakken fra København var anderledes.
Her var billeder, som havde det omhyggeligt arrangerede billedes komposition og lyssætning, men som tydeligvis ikke var taget i et studie. Som de fleste jazz-fotografier var de skudt i øjeblikket. Dette vidnede om et ganske enestående blik for tingene, men det var samtidig et spørgsmål om, hvad der var gjort efter billedet var taget. Jan Perssons billeder var af en sådan kvalitet, at jeg straks sprang op og viste dem til mine kolleger. Vi beundrede kontrasterne, spektret af sorte og hvide toner samt alle nuancerne imellem, og disse vidunderlige billeders næsten tredimensionelle stoflighed.
Selvom der er gået næsten 30 år, husker jeg stadig mit første møde med Jan Perssons usædvanlige fotografier. Jeg var på det tidspunkt redaktør på Down Beat, og der var virkelig mange dygtige kunstnere blandt dem, der bidrog til bladet. Derudover kom der dagligt masser af uopfordret materiale med posten. Som oftest lignede det noget, vi havde set før, men pakken fra København var anderledes.
Her var billeder, som havde det omhyggeligt arrangerede billedes komposition og lyssætning, men som tydeligvis ikke var taget i et studie. Som de fleste jazz-fotografier var de skudt i øjeblikket. Dette vidnede om et ganske enestående blik for tingene, men det var samtidig et spørgsmål om, hvad der var gjort efter billedet var taget. Jan Perssons billeder var af en sådan kvalitet, at jeg straks sprang op og viste dem til mine kolleger. Vi beundrede kontrasterne, spektret af sorte og hvide toner samt alle nuancerne imellem, og disse vidunderlige billeders næsten tredimensionelle stoflighed.
De var en fryd for øjet, og snart blev Jan Perssons arbejde ofte trykt hos os, på trods af, at kvaliteten af gengivelserne i bladet desværre lod meget tilbage at ønske. Da vi i 1971 i Down Beat Årbogen lavede en særlig afdeling med Jan Persson billeder, var jeg helt flov over resultatet.
Men i dette tilfælde er der ingen problemer i den retning – udgiveren forsøger ikke at spare penge på bekostning af kvaliteten. Nu kan vi endelig se Jan Perssons arbejde, som det fortjener at blive set. Han har selv valgt billederne ud, og det er virkelig en perlerække af personligheder, der vises frem! At så godt som alle billederne er taget i Danmark viser, hvilket centrum for jazz landet har været i så mange år, og – ikke helt tilfældigt – hvordan mange af de internationale stjerner føler sig hjemme her. Et godt miljø for en ivrig fotograf.
Enhver, som ser disse billeder, vil finde deres egne favoritter. Blandt mine er Louis Armstrong, der smiler uden at vise sine berømte tænder; Sun Ra ved klaveret, som ved roret af et rumskib; Max Roach: bækken, trommestik, hånd, ansigt, mørke; Ella Fitzgerald med mikrofon: skulderens, armens og ledningens linier; Benny Goodman, uden blik for andet end sin klarinet; Teddy Wilsons ansigt og cigaret indrammet af saxofonens hals; den åbenlyse varme mellem de to gamle venner Bob Brookmeyer og Gerry Mulligan, der nyder et roligt øjeblik sammen; og en anden form for samhørighed mellem Duke Ellington og Billy Strayhorn; Sonny Stitt i tusmørket, i fuldstændig fred med sig selv; The Ornette Coleman Trio i perfekt indramning; Slim Gaillard, en snu gammel nisse; Geri Allen, som Nefertete i bevægelse; og Monk – et mesterværk af komposition, lys og vinkler – flygellågets trekant, stolens firkant, og manden selv med den hvide pelshat og den lille sorte dusk på toppen, der på næsten magisk vis gør den synlig mod den hvide baggrund.
Jan Perssons billeder er aldrig sentimentale, anekdotiske eller indiskrete, de er derimod altid afslørende: et sjældent tilfælde af hvordan en kunstform kan belyse en anden.”
(forord fra bogen: Jan Persson, Jazz Portraits, Tiderne Skifter, København 1996.)
(forord fra bogen: Jan Persson, Jazz Portraits, Tiderne Skifter, København 1996.)
- Dan Morgenstern
(photo: Ed Berger)